fredag den 21. december 2012

Duften af jul

Hvert år til jul laver jeg brændte mandler - resultatet er lige spændende hvert år :) Jeg bryder mig ikke om dem, hvis de får så meget, at karamellen bliver helt blanke, men sukkeret skal alligevel være smeltet og ikke alt for knasende - ja, ja, vi har alle vores særheder...


I år er en helt anden version - min veninde var i sensommeren et smut i Australien og bragte med hjem alle materialerne til brændte mandler a la Australia. Så ikke mandler i år, men en ny slags nødder, jeg ikke har smagt tidligere, minder lidt om paranødder, men sødere. Sukkeret tilføjet vanilje og kanel - jeg siger jer, der dufter som aldrig før af jul i det lille hjem.

søndag den 16. december 2012

Fra Klabautermanden

Vi har hygget... sådan rigtig hygget de sidste par uger med gran, julepynt og snolder! Så meget, at det ikke er blevet til et eneste indlæg! Så hermed lidt julestemning fra vores lille hjem.


Julestrømpen lavede jeg til Alberte, da jeg var hjemme på barsel - materialerne er købt på nettet fra USA. Det tog så lang tid at få den færdig, at det var godt, der gik flere måneder, inden jeg skulle se på den igen :) Men nu er jeg ret stolt af resultatet, og dagligt benyttes den af julemanden - der her i hjemmet er den glade giver.


For et par år siden var en rigtig nær ven udstationeret for FN i Golanhøjderne og medbragte denne fine udskæring med hjem fra et besøg i Betlehem (eller var det Jerusalem) - uanset sætter jeg stor pris på den. Nu gør vi os parart til at sende ham afsted igen - denne gang til Afghanistan, mit hjerte hamrer afsted, og jeg har ondt i maven, men han gør verden et bedre sted - det er jeg nødt til at tro på!


Muse-trappen, sådan i bogstavligset forstand, har jeg fået af Karina - sådanne mus er velkommen her hos os... ellers skal alle former for kravl af den art vogte sig.



Sidste juleminde er det ældste - da jeg var barn sejlede min far for rederiet J.Lauritzen. To gange var jeg afsted med ham og min mor, første gang til Mellemamerika anden gang til Mellemøsten under golfkrigen. Fra tiden husker jeg kun brudstykker, som hvor vi sad i messen og spiste, i hvilket skab sodavandene stod og så historien om klabautermanden! Kim, der var første styrmand (tror jeg), og min første store forelskelse :) fortalte historien om klabautermanden: På Broen i skabet længst til venstre, der holder han til, skibets julemand eller nisse om man vil - ingen har nogen sinde set ham, men han vover sig ud søndag formiddag kl. 10, når alle er til gudstjeneste...

En dag lå dette julehjerte flettet af søkort, farvelagt med tuds og fyldt med slik til mig: "Glædelig jul  - Fra Klabautermanden..."

mandag den 19. november 2012

Argh, men altså...

Er indledningen på dette tvedelte indlæg.

Argh, men altså den sidste måned har været - lige til at rive ud af kalenderen! Eleverne har været... en udfordring er vist den politiske korrekte betegnelse. Internettet har haft sin helt egen vilje, der på ingen måde har båret præg af at være samarbejdsvillig og ikke nok med det, fik det vaskemaskinen med på sit lille oprør! 

Og så til den anden del...

Argh, men altså er hun ikke skøn, min lille 3. årige, hvis yndlingssang er "Bertes fødselsdag" og pt. bruger hun en masse tid på at pynte det imaginære juletræ, hun dagligt fælder ved opvaskemaskinen for at plante det midt i stuen, hvor der bedre er plads til at danse om det...



søndag den 28. oktober 2012

Roser til Agnes...

Endnu engang beklager jeg kvaliteten af billedet - mit (som i virkeligheden slet ikke er mit, men mandens - derfor også mit :)) kamera har vi glemt...

Men roserne er Agnes's, en rigtig lækker lille sag er hun - så på anmodning fra hendes mor, hæklede jeg disse til hendes fluenet.


Opskriften har jeg fra denne blog, så helt utrolig nemme at lave - og helt klart ikke de sidste jeg har hæklet, men lige nu er der ret mange punkter på "Krea - to do listen" inden den igen står på hæklede roser...

tirsdag den 9. oktober 2012

Forestil dig...

...et billede af jordskokker, spidskål, kartofler, dild, estragong, bacon, fersk kylling, torsk, æg og en halv indkøbsliste mere fra Go'morgen Danmarks madplan. Et sådant billede burde der have været her! Men nu skete der så det, at alle indkøbene ligger i køleskabet, fryseren og diverse skabe, inden jeg kom i tanke om et billede.

For et par år siden forsøgte vi os med en anden madplan, der var en stor succes i 3 uger, men så kom retterne bare til at køre i ring.

Åh, bare tanken om ikke at skulle handle ind hver dag... ja, det behøver man jo heller ikke gøre, selv om man ikke følger en madplan, men sådan er det altså bare ikke her hos os. Og totalt ustrukturerede indkøb er på ingen måde økonomiske, og så er der jo bare bonusen med nye retter og måske lidt sundere end - "Hjælp jeg står i Rema 16.55, hvad skal vi have?"

Så velkommen madplan - håber, du er kommet for at blive!

lørdag den 6. oktober 2012

Efterårs pude


Jeg elsker min have... Virkelige elsker den, det har nu også taget et par år, men nu er den ved at være der... Æren er mandens - der er simpelthen bare visse fordele ved at være gift med sin helt egen anlægsgartner.

Så lige nu står denne pude af asters og blomstre på livet løs... Netop nu hvor alt andet er ved at visne ned - livet er skønt!

mandag den 1. oktober 2012

Efterlysning...

For et par uger siden for jeg vild i Blogland... Det i sig selv er der nu ikke noget galt i, men... Nu kan jeg ikke finde tilbage til den skønne pigekjole, jeg er pladask faldet for. 

Kender I det, når man tænker "Det kan jeg da nemt finde igen!"

Så hjæææælp.

Kjolen var 'home made', syet i retrostof (orange/gul) med andet stof til ærmerne og rigtig fin stribet rib fra albuerne og ned. Sååå sød.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...